Ønsker du at deltage som bodholder?

Ønsker du at deltage i næste års festival, er der gode nyheder. Vi har nu åbnet for ansøgning for bodholdere til Horsens Middelalderfestival 2026!
DEADLINE FOR ANSØGNINGER: 1. FEBRUAR 2026

Før du ansøger

Før du ansøger, skal du sørge for at orientere dig i festivalens Vilkår og Retningslinjer, og desuden have nogle informationer klar.

Vær opmærksom på, at indsendelse af en bodholderansøgning til Horsens Middelalderfestival 2026 ikke er en tilmelding og ikke giver automatisk ret til deltagelse. Alle ansøgninger behandles samlet efter ansøgningsfristens udløb.

Festivalledelsen foretager herefter en samlet vurdering og udvælgelse på baggrund af en række parametre, herunder bl.a. årets tema, pladsindretning, den samlede ansøgerpulje samt festivalens helhedsudtryk. Tidligere deltagelse på festivalen giver ikke fortrinsret eller garanti for en plads.

Deltagelse på Horsens Middelalderfestival 2026 er først endeligt bekræftet, når du/I har modtaget og accepteret en skriftlig kontrakt fra festivalen.

Du skal bruge og tage stilling til:

  • Foreningens/bodholder navn. Kontaktoplysninger.
  • CVR-nr. eller CPR-nr.
  • Størrelsen på jeres telte/boder samt antal. Der skal vedhæftes en skitse af ønskede indretningen af jeres plads til ansøgningen.
  • Vil I leje eller låne boder af festivalen?
  • Skal I bruge vand eller strøm? Hvor mange watt skal I bruge? Hvilke elektriske apparater medbringes?
  • Skal I have bål? Skal I bruge grill eller gas? Inkluder venligst informationer om størrelse og antal.
  • Hvad vil I sælge af mad og drikkevarer? Hvilke aktiviteter vil I tilbyde? Inkluder venligst billeder og kildemateriale.
  • Ønsker I at overnatte i boden?
  • Har I planer om at sælge eller bære våben under festivalen?

Udfyld venligst ansøgningsskemaet så præcist og detaljeret som muligt. Vi bruger jeres oplysninger til indretning af festivalpladsen og til information i festivalens program.

Vores krav til boder og lejre

På Horsens Middelalderfestival brænder vi for at genoplive middelalderen i perioden 1050-1536. For at deltage i festivalen skal din bod eller lejr repræsentere en handelsbod eller feltlejr fra middelalderen år 1050-1536. Din bod/lejr må derfor ikke indeholde rekvisitter, materialer og varer fra andre tidsperioder som fx vikingetiden, renæssancen m.m.

Det er vigtigt at du læser Horsens Middelalderfestivals vilkår og retningslinjer inden du ansøger. Her finder du også historiske retningslinjer, gode råd og inspiration.

Har du en madbod, men mangler lidt historisk assistance til valg af råvarer og serveringsmuligheder?
Tag et kig på vores Positivliste, hvor du bl.a. kan læse hvilke ingredienser man havde til rådighed mellem 1050-1536. 

Særlig deltagelse som formidler

Det er i udgangspunktet gratis at deltage som formidler på Horsens Middelalderfestival, hvis du har et YDERST MINIMALT SALG, og i stedet bidrager til den historiske formidling med mindst én af følgende typer formidling:

  1. historisk formidling (f.eks. af lejrliv, mm.)
  2. fremvisning af håndværk (f.eks. pileflet, smedning, mm.)
  3. inddragelse af gæster (f.eks. aktiviteter som gæsterne kan deltage i, åbne værksteder, mm.)

Som formidler/formidlergruppe på Horsens Middelalderfestival er det gratis at deltage med bod/telt/lejr, hvortil festivalen også tilbyder madbilletter til brug under festivalens to dage samt refusion af transportudgifter til og fra Horsens på bagkant af festivalen (hvis du/I er bosat udenfor Horsens Kommune).

Ønsker du/I at deltage som formidlere på Horsens Middelalderfestival? Skriv til os på bodholder@horsens.dk med en beskrivelse af:

  1. Hvilken form for formidling eller aktivitet du/I vil lave på festivalen?
  2. Tekst til programmet
  3. Beskrivelse af handelsvarer og/eller omfanget af salg
  4. hvor mange medlemmer I er i gruppen?

Herefter vurderer Horsens Middelalderfestival din/jeres ansøgning som formidler(e).

Hvad koster en stadeplads?

Standplads
Mad og drikke med alkoholbevillig
8.000 kr.

Standplads
Alm. handelsvarer over 30 m2
2.200 kr.

Standplads
Mad og drikke uden alkoholbevillig
3.300 kr.

Standplads
Alm. handelsvarer + alkohol op til 30 m2
3.300 kr.

Standplads
Alm. handelsvarer, op til 30 m2
1.300 kr.

Standplads
Alm. handelsvarer + alkohol, over 30 m
5.000 kr.

Herudover kan I blive pålagt forskellige tillægsydelser til f.eks. etablering af vand, pumpebrønd, strøm osv. Hvis I ikke rydder op eller efterlader skrald forbeholder vi os retten til at pålægge jer et ekstra gebyr på 1.000 kr.

 

Særligt for formidlere
Som formidler/formidlergruppe på Horsens Middelalderfestival er det gratis at
deltage med bod/telt/lejr. Læs mere om kravene til formidlerboder ovenfor under
SÆRLIGT FOR FORMIDLERE og kontakt os på
bodholder@horsens.dk

Hvad koster det at leje en bod?

RY-bod
2x3m
Brændmæssigt egnet
900 kr.

A-bod
3x3m
Brændmæssigt egnet
1000 kr.

NY-bod
3x3m
Brændmæssigt egnet
1000 kr.

Grill-bod
3x2m
Brændmæssigt egnet
700 kr.

Handelsvogne
Varierende mål – mere fleksible ift. placering på festivalpladsen end boderne. 
Begrænset antal, kontakt os på bodholder@horsens.dk for at høre mere
500 kr.

NY-bod - flere boder kan sammensættes
RY-bod - m. monteret disk (teltdug medfølger)
A-bod
Vogn
Grill-bod - velegnet til overdækning af grill

 

Boderne og vogne kan lejes gennem ansøgningsskemaet for bodholdere.

Festivalen råder kun over et bestemt antal boder, og derfor kan vi ikke garantere, at alle ansøgere kan leje en bod. Som udgangspunkt vil vi forsøge at prioritere nye bodholdere, så disse kan blive hjulpet godt i gang. 

Godt at vide som bodholder

Lerkrus og pant

I tråd med festivalens historiske retningslinjer, skal ALLE drikkevarer på pladsen serveres i Horsens Middelalderfestivals lerkrus, som købes/udlejes (til 40 kr. per styk) gennem festivalens vareudlevering.

Krusene bestilles særskilt, og udleveres på festivalen ved tjek ind, mens overskydende leveres tilbage ved tjek ud. Information om krusbestilling vil blive sendt på mail.

Krusene sælges til publikum med pant (40 kr.), som de kan få retur (f.eks. i festivalens pantboder) eller de kan ombytte krus ved næste køb i én af boderne.

Særligt for madboder med ildsteder, griller, gas, mm.

I boder, hvor der anvendes kogeapparater eller griller, og ved boder, der har ildsted, esse, bålfad eller køkkenbål, skal der forefindes mindst én godkendt håndildslukker og ét brandtæppe:

  • Spandsprøjter
  • 9 liter Vandslukker
  • 6 kg. Pulverslukker

I boder, hvor der anvendes apparater med F-gas, skal der ligeledes forefindes mindst én godkendt håndildslukker og ét brandtæppe:

  • 6 kg ABC pulverslukker

Horsens Middelalderfestival udlejer ABC pulverslukkere, der er egnet til brandslukning af A-brande (træ, papir, tekstiler og gløder), B-brande (Væsker), C-brande (Gasser) og E-brande (Strømførende anlæg)

Brandslukkernes kan lejes gennem festivalkontoret ved tjek in – udlejningspris for hele festivalen: 500 kr.

Særligt for boder med overnattende

Overnattende bodholdere er pålagt at placere mindst én brandalarm i telte/boder med overnattende; har I ikke jeres egne brandalarmer, udleveres disse ved tjek-in i festivalkontoret. Brandalarmer skal placeres i den øvre del af boden/teltet.

Varesalg

Som bodholdere kan I bestille forskelligt middelaldermateriel (f.eks. krus, kander, mm.) samt gas gennem Horsens Middelalderfestival; i løbet af sommeren 2026 udsender festivalen sit varekatalog, hvor man kan læse mere om, hvilke varer der kan bestilles gennem festivalen.

Depot Horsens

Horsens Middelalderfestival har et samarbejde med Depot Horsens omkring forskellige drikkevarer (øl, cider, mm.) og forskellige slags udstyr til fadølsanlæg. Leverandøren er desuden behjælpelig med opsætning og drift af anlæg under festivaldagene.

Informationer om bestilling af varer hos Depot Horsens udsendes sammen med Horsens Middelalderfestivals varekatalog i sommeren 2026.