Historien om Horsens største tilbagevendende begivenhed

De første skridt

I 1992 fejrede Horsens sit 550 års købstadsjubilæum med en række arrangementer, hvor hovedattraktionen var et middelaldermarked på hovedgaden. Middelaldermarkedet foregik på en frostklar dag i november, og det blev en kæmpe succes med små 20.000 gæster.

Middelalderfestivalen får vokseværk

Efter tre år og et par andre store arrangementer (bl.a. Europeade i 1993) blev det besluttet at Horsens skulle have sin helt egen festival. Med byens egne erfaringer fra middelaldermarkedet i 1992 faldt valget på en ny middelalderfestival. I 1995 blev den første officielle festival afholdt med stor succes. Den blev en årlig begivenhed i midtbyen, der voksede støt og spredte sig i Horsens midtby.

Middelalderfestivalen holder flyttedag

Efter 18 år havde festivalen udviklet sig til et af Europas største middelaldermarkeder. Men pladsen i midtbyen var ved at blive trang. I september 2012 besluttede et enigt Horsens Byråd bl.a. derfor at flytte middelalderfestivalen op til FÆNGSLET. Med FÆNGSLET som kulisse fik festivalen en fantastisk mulighed for at skabe illusionen om en borg med et stort middelaldermarked med al hvad der tilhører af musik, ridderturneringer, gøglere, madboder, handel og håndværk.

I august 2013 blev den første middelalderfestival afholdt på FÆNGSLET med stor succes og besøg af cirka 60.000 gæster.

I 2020 glædede vi os til at fejre festivalens 25 års jubilæum. Desværre blev festivalen aflyst pga. covid-19 pandemien.

I 2021 blev der, pga. covid-19 restriktioner mod at samle mange mennesker, afholdt en alternativ udgave af Horsens Middelalderfestival kaldet Smagen, duften og lyden af middelalderen. Det bestod af fire dage med middelalderaktiviteter fordelt rundt i Horsens midtby.

Horsens Middelalderfestivals værdigrundlag

Horsens Middelalderfestival har til formål at skabe en formidlende folkefest for de definerede målgrupper på tværs af alle aldre, kulturer og sociale lag – lokalt som nationalt. Det gør festivalen ved at sikre kvalitet, kant, stemning og fællesskab.