layoutelementlayoutelement
Europæisk Middelalder Festival 
Komediehuset optrådte også på festivalen i 2016. Her genopfører de en middelalderlig begravelse.

Teaterforestillingen Reformationen i Kød og Blod (Blade fra Luthers bog)

På årets Europæiske Middelalder Festival kan du opleve reformationen i levende live, når Martin Luther genopstår i en stor teaterforestilling.

På årets festival kan du træde ind i år 1517 og opleve Martin Luther og reformationen i kød og blod, bogstavelig talt. Det største punkt på programmet bliver teaterforestilling Reformationen i kød og blod - Blade fra Luthers bog, som du kan opleve gentagne gange i løbet af festivalens to dage.

Manden bag forestillingen, den prisvindende dramatiker Jokum Rohde, beskriver teaterstykket som ”en fortælling der er enkel og robust, i teatrets rå og primitive form, om noget så udfordrende som religion, revolution og reformation. Teaterforestillingen er skrevet specielt til årets Europæiske Middelalder Festival og vil kun kunne opleves under festivalen den 25.-26. august.

En udfordring - selv for en kongelig manuskriptforfatter
Selv for en mangeårig dramatiker som Jokum Rohde har det været en udfordring at skrive en fortælling om Reformationen, som man ikke skal være historiker for at forstå. Da han begyndte, følte han ikke selv, at han vidste nok om Martin Luther og reformationen til at skrive et teaterstykke. Han valgte dog at bruge dette som inspiration og forklarer:

- Min næste indskydelse var at bruge denne tvivl konstruktivt, idet mit publikum sikkert var på linje med mig her: Hvad er Reformationen over hovedet? Hvad er det for en type revolution, den indvarsler? Og hvorledes behandler vi tro nu om dage i vores nuværende samfund?

Jokum Rohde har med teaterforestillingen Reformationen i kød og blod – Blade fra Luthers bog forsøgt at skære ind til benet omkring, hvad reformationen handler om. Med forestillingen går han bag de mange teologiske og filosofiske slør, som gør reformationen så svær at forklare og forstå. I stedet har Jokum Rohde skabt en fortælling om Paradis, Helvede, uretfærdighed, straf og Kristus – det han forstår som værende grundsubstansen i Martin Luthers tænkning.

- Vi kan ikke forstå Reformationen uden at forstå kristendommen. Vi kan ikke forstå kristendommen uden at forstå de enkle glansbillede-lignende drømme, der ligger til grund for troen, nemlig forestillingen om døden og Paradis, om Gud og Djævelen. Jeg håber, med så enkle virkemidler som muligt, at kunne tage publikum med på en rejse ind i denne smukke og sørgelige forestillingsverden, forklarer Jokum Rohde.

 

skitse og kostumer reformationen i kød og blod midddelalderfestival

Nogle af de første skitser af kulisser og kostumer. Foto: Torden og Lynild

Ikke et helt almindeligt teaterstykke

Reformationen i kød og blod – Blade fra Luthers bog kommer ikke til at blive opført som et helt almindeligt teaterstykke. Jokum Rohde har, i samarbejde med de reumertvindende scenografer Torden og Lynild, forsøgt at genopfinde en af middelalderens sceneformer, en såkaldt simultanscene. Publikum kommer til at stå i midten med flere scener rundt om sig og vender sig med rundt, når den døde Martin Luther vandrer fra scene til scene for at finde svar på, om han gjorde godt eller ondt med sin lutherske reformation.

Selve opbygningen af scenografien står stærke lokale kræfter for i form af unge og undervisere fra Produktionshøjskolen i Horsens. Forestillingens instruktør er Thomas Nielsen, der er leder af Komediehuset i Horsens, og han trækker også talentfulde skuespillere med fra komediehuset.

Teaterforestillingen produceres bl.a. med støtte fra Augustinusfonden, Aarhus 2017, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Folketingets Pulje og Insero Horsens. Forestillingen henvender sig til et voksent publikum og er derfor ikke egnet for børn under 12 år.

 

Simultansceneminiature 1452

Miniature af Simultanscener ca. 1452, Fra Middeladerteatret i Danmark, Klaus Neiiendam

 

Det kunstneriske team

Dramatiker: 
Manuskriptet til Reformationen i Kød og Blod (Blade fra Luthers bog) skrives af den kendte dramatiker Jokum Rohde, som er kendt for adskilligelige at skrive medrivende manuskripter til Det Kongelige Teaters historiske opsætninger i Ulvedalene. De Tre Musketerer (2010), Robin Hood (2013) og Kong Arthur (2016). Læs mere om Jokum Rohde her.

Scenografter: 
Scenograferne Torden og Lynild skal stå for scenografien og dele af kostumerne. Torden og Lynild vandt en Reumert for bedste scenografer i 2015 for deres scenografi til opsætningen Amandaværelset på det Kgl. Teater i 2015. Læs mere om Torden og Lynild her. 

Sceneinstruktør og skuespillere:
Instruktør og skespillere kommer fra Komediehuset, Horsens. Læs om Komediehuset her.

Scenografien bygges af unge og undervisere fra Produktionshøjskolen i Horsens. Se her. 

 

Historikere og konsulenter: 

Selve manuskriptet og opsætningen vil blive til i samarbejde mellem forskellige eksperter med indgående viden om reformationen og middelalderen. 
Museumsinspektør og middelalderarkæolog cand. mag. Lars Pagh, Horsens Museum
Museumschef Anne Bjerrekær, Horsens Museum
Cand. theol. ph.d., Lektor Bo Kristan Holm 

Har du spørgsmål til opsætningen så kontakt projektleder Hassel Löfstedt på hllo@horsens.dk. 

 


Horsens Kommunes byvåben

Europæisk Middelalder Festival

Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4
8700 Horsens

Kontakt: 
Email: middelalderfestival@horsens.dk, 
Telefon: +45 76292130