layoutelementlayoutelement
Europæisk Middelalder Festival 
Europæisk middelalder Festival

Kunstnere og håndværkere på Middelalderfestivalen

Her kan du læse mere om de musikgrupper-, gøgler- og teatergrupper og de håndværkere og lejre, der deltog i Europæisk Middelalder Festival 2016. (Her listes ikke bodholdere)

Almune, Danmark - musik

Almune fortæller en musikalsk historie om verden som den var engang lige fra middelalderlig pilgrimsmusik, der lovpriser Jomfru Maria, til kraftfulde nordiske folkeviser. Musikken spilles på drejelire, nøgleharpe, fløjter og trommer og synges med klang og glød.

 

Anni Brøggers, Ørken Tribalroser, Danmark - middelalderdans
Gadedansere og sigøjnerkvinder fra det fjerne Østen, der fortryller publikum med dans og fængende middelalderrytmer fredag og lørdag på Borgscenen.

 

Børnebondegården, Danmark - dyrehold
Børnebondegården ved Serridslev besøger festivalen og har taget geder, kaniner og kalve med. Du finder dem i Børneområdet.

 

Die Württemberger Ritter, Tyskland – ridderturnering og fodkamp

Lanser splintres og sværdene krydser klinger, når Die Württemberger Ritter viser os deres styrke i at kaste spyd, deres dygtighed med sværdet og deres mod i dystløb når de tørner sammen i Borggården.

Die Würrtemberger Ritter har eksisteret siden 1992 og foreningen har mere end 200 medlemmer.

 

Fabius the Jester, Italien - gøgl
Fra Italien kommer en gøgler, der på bedste middelalderlige vis underholder både adelsfolk og godtfolk med jonglering med og uden ild.

 

Falcon og Co., Danmark - gøgler

Falcon og Co. tager dig med på et hæsblæsende dukkeeventyr sammen med falken Falcon og hans venner. Sammen flyver de på eventyr og rejsen går til Sherwood i England, hvor de møder selveste Robin Hood. Når dukkerne hviler sig spiller Falcon og Co. op til middelalderlig fællessang og danseundervisning i kæder.

 

Futhark, Italien - musik
Kraftfulde sækkepiber og slagtøj fra den italienske gruppe, der gæster de nordlige egne for første gang. De kalder selv genren ”Medieval war music”, så glæd jer til vilde rytmer og god underholdning.

 

Gruppen for Irsk Ulvehund i Middelalderen, Danmark - lejr og ulvehunde
Med en højde på 88 cm over ryggen og sin pjuskede pels er Ulvehunden et prægtigt om imponerende skue. Kom og klap de fredelige hunde og få en snak med deres ejere i deres lejr

 

Gruppo Storico Sbandieratori Il Cassero, Italien - flagkastere

En fantastisk oplevelse af smældende flag i otte meters højde, perfekt timing, flotte opstillinger og dundrende trommer. Flagkasterne går i optog, bryllupsoptog og laver shows i ridderarenaen.

 

Harpestrengen, Danmark - Instrumentmagerens kone
Kom og lyt til Fordums Tiders Klang. Instrumentmagerens kone vandrer rundt en kurv fuld af spændende, historiske musikinstrumenter, fortæller om instrumenterne og spiller og synger. 

 

Historicum Danmark - Foredrag og udstilling
Historicum holder foredrag og laver udstillinger om forskellige middelalderlige emner. Dette foregår i KUBEN. På pladsen sælger de dragter, mønstre, stof, tilbehør til dragter, spænder, keramik, bånd m.m.

Horsens Amatør Teater, Danmark - teateroptrin

Horsens Amatør Teater er overalt på pladsen med både fromme nonner og munke men også skøger og kloge koner. De pestramte bliver ført i optog gennem pladsen for at blive ført ud af byen til en ø ude i Horsens fjord.

 

Ildsmeden, Danmark - arbejdende smedje
En landsbysmed med alle de kundskaber dette fag kræver, så kig forbi hvis din rustning trænger til et eftersyn, eller du mangler pløkker til dit telt. Ildsmeden holder essen varm og fortæller gerne om det gamle håndværk.

 

In Vino Veritas, Italien - musik
Musikerne tager publikum med på en rejse tilbage til de gyldne tider i middelalderens Italien. De vækker historien til live med sange, der engang blev betragtet som obskøne og til tider ulovlige.

 

Kalabalik, Sverige – musik
Intet mindre end Sveriges bedste band, hvis de selv skal sige det. De fem unge mænd har rejst Sverige tyndt med historisk musik spillet på bl.a. slagtøj, sækkepiber og skalmeje.

 

Komediehuset, Danmark - teateroptrin
Under stort ståhej drager de dygtige skuespillere fra Komediehuset gennem festivalområdet med et begravelsesoptog. De ender ved kirkegården, hvor ceremonien både er gribende og sørgmodig.

 

Könix, Schweiz - musik

Kraftfuld musik på sækkepiber, trommer og lyden af bouzouki, der får publikum til at hoppe og danse. Musikken og sangene er inspireret af folkemusik og middelalderlige melodier fra deres hjemland.

 

La Mandragore, Canada - musik

Musikerne i La Mandragore sørger for farverige og interaktive fremførelser der tager publikum med til middelalderen. La Mandragore er både livlige gademusikanter og har et højt niveau som scenemusikere. Gruppen har produceret fem albums og modtaget mange priser og roser for deres musik i Quebec.

Lise Kirketerp, Danmark – Benediktiner skrivernonne

Skrivernonnen skriver bønner, madopskrifter samt religiøse tekster fra perioden. Det vil være afskrift af middelalderens kildemateriale. Hun fortæller også om håndværket, klosterlivet for en skriver og om dragten og hendes orden.

 

Lupus Tempus, Danmark - lejr og kamp

Se hvordan ridderne levede, hvordan de vedligeholdt deres våben og hvilket udstyr de havde med i krig. Gruppen viser forskellige kamptyper og lejesvendene træner til turneringer og rigtig kamp.

 

Mester Peder, Danmark - hatteteater og gøgl
Mester Peder kommer med sit markedstelt og en kuffert fuld af sjove hatte. Og så skal der laves historisk teater – dog ofte med lidt uorden i de faktuelle passager i Danmarkshistorien.

 

Middelalderforeningen Niels Ebbesen, Danmark - fortællinger og teater
Kom og hør historien om Niels Ebbesen, fortalt med store armbevægelser og humor, så den ikke bliver alt for skræmmende. Eller drag selv ud i kampen mod Den Kullede Greve i foreningens teaterstykke.

 

Middelalderforeningen Saxo Grammaticus - Danmark, lejr

I lejren hos Saxo Grammaticus kan du få indblik i pileflet, brikvævning, læderarbejde og andre af middelalderens håndværk og få en snak om middelalderen med foreningens medlemmer.

Middelaldergruppen Skt. Martin, Danmark - feltlejr

Skt. Martin Kompagniet er en historisk re-enactment forening med base i Odense. På festivalen kan du besøge deres spændende og autentiske middelalderlejr.

 

Mikkel Langbue, Danmark - historiefortæller
Røverhistorier, mytologi, folkeeventyr, skrøner, sagn og legender. Mikkel Langbue vækker mange historier til live og hvirvler dig ind i hæsblæsende fortællinger med nærvær.

 

Moro, Danmark - musik

Hos Moro er der liv og glade dage. Gruppen optræder med middelalderinspireret musik, gøgl og vandede vittigheder.

Plansjet, Belgien - marionetdukker 

Fine forestillinger med flotte træmarionetdukker. Deres lille forestilling Bal Populaire har både musik og dukker, der bare ikke kan sidde stille.

  

Popop Troppen, Danmark - gøgl og ildshow

Et mystisk pak fra samfundets dyb, der på deres egen måde vender op og ned på tingene, som vi ser dem, og pas på! Man ved aldrig, hvad man kan forvente af disse væsener!

Ramashang - Danmark, musik og gøgl

Gøgl, musik, næsvisheder, fortællinger og plattenslageri af bedste karakter. Middelalderkvartetten underholder publikum med lystige viser og middelaldergøgl i hæsblæsende tempo.

 

Ridder Smith af In Genio et Armis, Danmark - ridder

Ridder Smith er turneringsridder. Han har dog trukket sig tilbage og nyder nu tilværelsen ved at kæmpe om ære til fods. Han kæmper for Kirken, Kongen, Kongens mønt…og en skøge i ny og næ. Du er velkommen til at kigge forbi hans lejr i Østermarken.

 

Sagittarii et Mulsum, Danmark - bueskydning

Find din indre Robin Hood frem og skyd til måls sammen med Sagittarii et Mulsum ved deres lejr i Østermarken. I lejren kan du se eksempler på nogle af middelalderens buer: langbue, rytterbue og den frygtindgydende armbrøst.

 

Silkeborg Rovfugleshow, Danmark - rovfugle

Kom helt tæt på de smukke rovfugle hos Silkeborg Rovfugleshow. Silkeborg Rovfugleshow laver også en opvisning fredag og to opvisninger lørdag i ridderarenaen.

 

Trúdr, Sverige - gøgl

Trúdr underholder publikum med middelalderligt gøgl, musik og et flot ildshow om aftenen.

Ulricus, Tyskland - instrumentmager

Med historisk værktøj bygger instrumentmageren middelalderens træfløjter og strengeinstrumenter i sin bod.

 

Virelai, Danmark - musik

Virelai er et dansk middelalderorkester med international klasse. Deres koncerter er på en gang autentiske, formidlende og underholdende – og musikken leveres med stor indlevelse og karisma. Virelai fortolker nordiske ballader og Mellemeuropas melodier på skalmeje, davul, jødeharpe m.fl.

 

Virtus Vincit, Tjekkiet - kamp og ildshow

Drabelige dyster med gnistrende stålklinger på kamppladsen i Østermarken. Når aften bliver til nat oplyser Virtus Vincit mørket med et ildshow.

Østerskov Efterskole , Danmark – mystik og rollespil

Du kan møde verdens første rollespilsefterskole, Østerskov Efterskole, der slår lejr i kampområdet. Østerskov Efterskole står bag et spændende rollespil på festivalen for legesyge sjæle.

 
 


Horsens Kommunes byvåben

Europæisk Middelalder Festival

Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4
8700 Horsens

Kontakt: 
Email: middelalderfestival@horsens.dk, 
Telefon: +45 76292130