Komediehuset optrådte også på festivalen i 2016. Her rekonstruerer de en middelalderlig begravelse.

Oplev reformationen i kød og blod på årets middelalderfestival

22. juni 2017

I år markerer Europæisk Middelalderfestival 500-året for reformationen med spændende aktiviteter og oplevelser. Du kan bl.a. opleve en stor professionel teaterforestilling skrevet specielt til dette års festival.

I 1517 bliver der, på en kirkedør i Tyskland, opslået 95 teser mod afladen, altså den praksis, hvor man i middelalderen kunne købe eller arbejde sig til guds tilgivelse for at have syndet. Forfatteren bag de nye idéer var Martin Luther, en munk og lidt af en rebel for sin tid. Men han var også en reformator, hvis ideer har haft stor betydning for, hvordan vores samfund og kirke er formet i dag. Med sine nye idéer og sin nye læsning af bibelen blev han uvenner med den romersk-katolske kirke, ja de smed ham faktisk ud. Martin Luther gav dog ikke op, men skød med sine idéer reformationen i gang og grundlagde den evangelisk-lutherske kristendom, der er fundamentet for vores danske folkekirke.

Alt det her, der foregik for 500 år siden bliver hurtigt lidt langhåret og en tør historietime. Men på Europæisk Middelalder Festival bringes Martin Luther til live igen. På årets festival kan du træde ind i år 1517 og opleve Martin Luther og reformationen i kød og blod, bogstavelig talt. Det største punkt på programmet bliver teaterforestilling Reformationen i kød og blod - Blade fra Luthers bog, som du kan opleve gentagne gange i løbet af festivalens to dage.

Manden bag forestillingen, den prisvindende dramatiker Jokum Rohde, beskriver teaterstykket som ”en fortælling der er enkel og robust, i teatrets rå og primitive form, om noget så udfordrende som religion, revolution og reformation. Teaterforestillingen er skrevet specielt til årets Europæiske Middelalder Festival og vil kun kunne opleves under festivalen den 25.-26. august.

En udfordring - selv for en kongelig manuskriptforfatter
Selv for en mangeårig dramatiker som Jokum Rohde har det været en udfordring at skrive en fortælling om Reformationen, som man ikke skal være historiker for at forstå. Da han begyndte, følte han ikke selv, at han vidste nok om Martin Luther og reformationen til at skrive et teaterstykke. Han valgte dog at bruge dette som inspiration og forklarer:

- Min næste indskydelse var at bruge denne tvivl konstruktivt, idet mit publikum sikkert var på linje med mig her: Hvad er Reformationen over hovedet? Hvad er det for en type revolution, den indvarsler? Og hvorledes behandler vi tro nu om dage i vores nuværende samfund?

Jokum Rohde har med teaterforestillingen Reformationen i kød og blod – Blade fra Luthers bog forsøgt at skære ind til benet omkring, hvad reformationen handler om. Med forestillingen går han bag de mange teologiske og filosofiske slør, som gør reformationen så svær at forklare og forstå. I stedet har Jokum Rohde skabt en fortælling om Paradis, Helvede, uretfærdighed, straf og Kristus – det han forstår som værende grundsubstansen i Martin Luthers tænkning.

- Vi kan ikke forstå Reformationen uden at forstå kristendommen. Vi kan ikke forstå kristendommen uden at forstå de enkle glansbillede-lignende drømme, der ligger til grund for troen, nemlig forestillingen om døden og Paradis, om Gud og Djævelen. Jeg håber, med så enkle virkemidler som muligt, at kunne tage publikum med på en rejse ind i denne smukke og sørgelige forestillingsverden, forklarer Jokum Rohde.

Ikke et helt almindeligt teaterstykke
Reformationen i kød og blod – Blade fra Luthers bog kommer ikke til at blive opført som et helt almindeligt teaterstykke. Jokum Rohde har, i samarbejde med de reumertvindende scenografer Torden og Lynild, forsøgt at genopfinde en af middelalderens sceneformer, en såkaldt simultanscene. Publikum kommer til at stå i midten med flere scener rundt om sig og vender sig med rundt, når den døde Martin Luther vandrer fra scene til scene for at finde svar på, om han gjorde godt eller ondt med sin lutherske reformation.

Selve opbygningen af scenografien står stærke lokale kræfter for i form af unge og undervisere fra Produktionshøjskolen i Horsens. Forestillingens instruktør er Thomas Nielsen, der er leder af Komediehuset i Horsens, og han trækker også talentfulde skuespillere med fra komediehuset.

Teaterforestillingen produceres bl.a. med støtte fra Augustinusfonden, Aarhus 2017, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Folketingets Pulje og Insero Horsens. Forestillingen henvender sig til et voksent publikum og er derfor ikke egnet for børn under 12 år.

Reformation til alle aldre
Selvom teaterforestillingen Reformationen i kød og blod – Blade fra Luthers bog mest henvender sig til voksne, så byder festivalen på reformationsoplevelser for alle aldre. For børnene er der mulighed for at stifte bekendtskab med Luther, når de optrædende i Børneområdet og på Gøglerpladsen formidler reformationen igennem gak og løjer, eventyrligt dukketeater og musik. De lidt ældre børn og unge over 12 år har mulighed for at prøve kræfter med et særligt rollespil om reformationen, når jagten på Luthers Nøgle sætter ind.

Middelalderlige massemedier
En af årsagerne til at Luthers idéer og nye fortolkning af bibelen blev spredt så hurtigt som den blev, og skabte Reformationen, var at Luther udnyttede datidens helt nye massemedie, nemlig Gutenbergs trykpresse. Med trykpressen var det pludseligt muligt at masseproducere bøger og løbesedler og dermed sprede viden over store afstande. Til Middelalder Festivalen får vi bygget en rekonstruktion af en middelalderlig trykpresse. Trykpressen bliver bygget af Middelalderværkstedet fra Horsens og med konsulentstøtte fra Gutenberg Lauget, der normalt holder til på Horsens Industrimuseum. Medlemmer af Gutenberg Lauget, som er eksperter i bogtrykkeriets historie, vil også være til stede på hele festivalen og vil løbende trykke fx løbesedler og fortælle om trykpressens historie.

Til bords med Reformationen
Måltiderne har altid været et centralt omdrejningspunkt i vores samfund og dagligdag. Under festivalen kan du komme med til bords i Reformations-tiden, når musikgruppen Krydsfelt og formidlingsgruppen Historicum sammen skaber et musikalsk foredrag om måltidets sociale og samfundsmæssige betydning under Reformationen.



Europæisk Middelalder Festival

Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4
8700 Horsens

Kontakt: 
Email: middelalderfestival@horsens.dk, 
Telefon: +45 76292130